Forside / Nyheder / Der er noget ravruskende galt
Artikel

Der er noget ravruskende galt

09.03.2021

Af Kristian Weise

kristian-weise-christiansborg-foto-lotte-aersoee-680x453.jpg
Foto : Lotte Ærsøe

Et år efter, at WHO erklærede, at vi stod i en global pandemi, kan vi nu konstatere, at Covid-19 og den efterfølgende krise har været som et forstørrelsesglas på de store politiske, sociale og økonomiske uligheder, der præger vores verden. Det seneste halve år har den rigeste del af befolkningen trygt kunnet trække sig tilbage til sommerhuset på landet og fortsætte arbejdet bag skærmen og på Zoom – og måske endda nydt at have mere tid med familien. Andre – fra markedssælgeren i Honduras til buschaufføren i Herlev og sygeplejersken i Harare – har dagligt været tvunget til at bevæge sig ud i pandemiens epicentre for at tjene til dagen og vejen.

Risikoen for at dø af Covid-19 har vist sig meget forskellig, alt efter hvem du er, og hvor du bor. Og senest ser vi, at også muligheden for at beskytte borgerne og bekæmpe pandemien ved hjælp af vacciner er ekstremt ulige – foreløbig har de rigeste lande hamstret langt de fleste vacciner til sig selv.

150 millioner mennesker vil ved udgangen af 2021 være skubbet ud i ekstrem fattigdom på grund af pandemien, og 2,7 milliarder mennesker har ikke haft adgang til en eneste form for hjælpepakke eller socialt sikkerhedsnet. Imens har de rigeste for længst genvundet deres tabte formuer. Zoomer vi ind på den absolutte globale elite, så har de 10 rigeste mennesker i verden øget deres formue med mere end 3.000 milliarder kroner fra aktiemarkedernes lavpunkt i marts til afslutningen af 2020.

Faktisk er stigningen i de rigestes formuer stor nok til, at den kan betale for vacciner til hele Jordens befolkning og forhindre hundrede millioner i at blive skubbet ud i fattigdom. Jeg forventer ikke, at Jeff Bezos, Elon Musk eller de andre rigeste vil stå i kø for at forære deres penge væk, men perspektivet taler sit tydelige sprog: Når en global elite kan tjene så mange penge midt i den største økonomiske og sociale krise siden 1930´erne, så er der noget ravruskende galt.

Uligheden koster menneskeliv – dødsfald, som kunne undgås, hvis solidariteten var global og universel. Den krise, vi lige nu befinder os i, bør endegyldigt lære os, at der er behov for løsninger, der gør op med de stærkestes magt og i stedet anerkender ekstrem ulighed som en barriere for bæredygtig udvikling.