Forside / Nyheder / Ingen Kvinder, ingen Fred
Artikel

Ingen Kvinder, ingen Fred

16.10.2023

Af Marie Sophie Pettersson, Humanitarian & Peacebuilding Advisor.

Laila Dicko, 53 år, er lærer og formand for Women's Leaders Association i Macina, Mali. Foreningen arbejder tæt sammen med kommunen og de administrative myndigheder om at løse problemerne med fred og menneskelig sikkerhed i hendes lokalsamfund: krise i det politiske lederskab, forvaltning af naturressourcer, spændinger mellem bønder og hyrder.
Laila Dicko, 53 år, er lærer og formand for Women's Leaders Association i Macina, Mali. Foreningen arbejder tæt sammen med kommunen og de administrative myndigheder om at løse problemerne med fred og menneskelig sikkerhed i hendes lokalsamfund: krise i det politiske lederskab, forvaltning af naturressourcer, spændinger mellem bønder og hyrder.
Foto : Issa Sanogo/ Oxfam

I perioden fra den 17. til 21. oktober samles fredsmæglere, civilsamfundet og politiske beslutningstagere i New York hvert år for at deltage i en uge med møder og arrangementer, der fokuserer på Kvinder, Fred og Sikkerhed. Dette arrangement fører op til FN's Sikkerhedsråds åbne debat om samme emne sidst på måneden. Målet med denne samling er at diskutere status for kvinders inklusion i fredsopbyggende indsatsområder over hele verden.

Oxfam Danmark arbejder aktivt for kvinders inklusion i fredsopbygning og voldforebyggelse i samarbejde med kvinderettighedsorganisationer i konfliktområder. Vores arbejde viser, at kvinders deltagelse fører til mere inklusive og bæredygtige løsninger, mens kvinders rettigheder styrkes. Kvinders rettigheder kan ikke vente, i krig og konflikt såvel som i fred.

Baggrund og nuværende situation

Desværre er årets FN Sikkerhedsråds samling en påmindelse om den fortsatte kamp for kvinders rettigheder i konfliktområder, hvor stigende autoritarisme og militarisering truer deres sikkerhed og inklusion. Kvinders deltagelse i fredsprocesser er stadigvæk uacceptabelt lav, selv i FN-støttede fredsforhandlinger. Konflikter rammer kvinder hårdt, da de ofte mangler adgang til nødhjælp, information og udsættes for kønsbaseret og seksuel vold, men deres stemmer høres sjældent. Ni ud af ti nationale fredsforhandlinger inkluderer kun mænd som beslutningstagere. Traditionelle tilgange til fred og sikkerhed er maskuliniserede og militariserede og ekskluderer kvinder.

Forskning har vist, at kvinders aktive deltagelse er afgørende for at opnå bæredygtig og varig fred. Når kvinder inddrages, øges sandsynligheden for fredsaftaler, der varer mindst to år, med 20%, og op til 35% i femten år.
Marie Sophie Petterson
Humanitarian & Peacebuilding Advisor i Oxfam Danmark

På trods af dette er der kun gjort begrænsede fremskridt i at sikre kvinders indflydelse på fredsopbyggende indsatser og beskyttelse af deres rettigheder under konflikter. Uden en dedikeret indsats for at beskytte kvinders rettigheder og fremme deres fulde deltagelse i fred og sikkerhed risikerer vi at fastholde patriarkalske normer og underminere chancerne for bæredygtig fred.

Ligestilling og kvinders rettigheder er fundamentale værdier i Danmark og en vigtig del af dansk udviklingssamarbejde. Danmark var det første land i verden, der lancerede en national handlingsplan i 2005 for FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed. Men den nuværende nationale handlingsplan for 2020-2024 mangler finansiering og politisk prioritering.

Anbefalinger for vejen frem

Kønsinkluderende fredsopbygning er den mest økonomiske tilgang idet hver dollar investeret i fredsopbygning sparer 16 dollars i postkonfliktomkostninger. Trods dette er fredsopbygning fortsat underfinansieret, mens militærudgifterne stiger. I 2022 nåede globale militærudgifter 2,24 billioner dollars, hvilket overskygger de 204 milliarder dollars afsat til fred og udvikling.

Dagsordenen for kvinder, fred og sikkerhed - og dens finansiering - bør spille en mere central rolle i dansk udenrigspolitik. Kvinders inddragelse i beslutningsprocesser i alle faser af konflikter er afgørende for at opnå resultater. Hvis Danmark får et sæde i FN's Sikkerhedsråd 2025-2026, kan Danmark bidrage til at fremme dagsordenen internationalt og holde andre lande ansvarlige for deres forpligtelser i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 og får at fremme kvinders fulde, ligeværdige, meningsfulde og sikre deltagelse i fredsopbygning.

  1. Fuld deltagelse kræver inklusion af kvinder på alle niveauer og stadier af beslutningstagningen, fra start til slut.

  2. Lige betyder 50 procent.

  3. Meningsfuld deltagelse betyder direkte, substantiel og formel inddragelse af forskellige kvinder og feministiske perspektiver for at påvirke udformningen og resultatet af forhandlinger såvel som deres implementering. Alle medlemsstater og FN skal bruge deres indflydelse til at insistere på, at forskellige kvindelige ledere, menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundet, herunder fra minoriteter, etniske, religiøse, LGBTQI+, kvinder med handicap og andre marginaliserede grupper, er i stand til at deltage meningsfuldt i alle fredsprocesser, der støttes af FN eller medlemsstaterne, og at deres synspunkter afspejles i resultaterne af disse processer.

  4. At deltage sikkert kræver en nultolerance over for enhver form for angreb, gengældelse eller repressalier mod kvinder for deres politiske deltagelse, menneskerettigheder, humanitære arbejde, fredsopbygning eller samarbejde med FN-mekanismer, herunder Sikkerhedsrådet. Angreb og vold mod kvindelige menneskerettighedsforkæmpere skal overvåges og rapporteres i overensstemmelse med FNs medlemsstaters mandat til at beskytte civile og fremme menneskerettigheder, og gerningsmændene skal stilles til ansvar.

For at styrke dagsordenen for kvinder, fred og sikkerhed er øget og øremærket finansiering afgørende. Dette bør inkludere øget støtte til lokale kvinderettighedsorganisationer i konfliktområder og deres initiativer mod seksuel og kønsbaseret vold samt fremme af kvinders rettigheder og lederskab i kriser. Lokale kvinderettighedsorganisationer spiller en central rolle i nødhjælpsrespons for kvinder og definitionen af fred blandt kvinder i deres samfund, men de mangler ofte ressourcer og anerkendelse. Selv under militærkup, eller hvis fredsprocesser på statsniveau bliver afbrudt, finder kvinders fredsindsats sted.

Kilder:

Council of Foreign Relations - Women’s Participation in Peace Processes

United Nations Entity for Gender Equality and Empowerment of Women - Preventing conflict transforming justice securing the peace